Vejledning
Vejledning om det europæiske borgerinitiativ
Det skal du være opmærksom på
Det europæiske borgerinitiativ giver dig muligheden for at præge lovgivningen i EU. Borgerinitiativet sætter gang i debatter om emner, der virkelig vedkommer europæerne og øger folks bevidsthed om fælles bekymringer.
Hvis du starter et borgerinitiativ, sker der følgende:
- Du opfordrer Europa-Kommissionen til at foreslå ny EU-lovgivning, der fremmer din sag – forudsat at den er omfattet af de områder, hvor EU har beføjelse til at lovgive.
- Når borgerinitiativet er registreret, og du og dine medinitiativtagere fra flere EU-lande har indsamlet mindst 1 million underskrifter i mindst syv EU-lande på papir og online, indsender I det til Europa-Kommissionen.
- Derefter mødes I med Kommissionen for at diskutere jeres mål.
Når Kommissionen har undersøgt jeres forslag til borgerinitiativ, vil den fortælle jer, hvilke initiativer den vil tage (hvis nogen).
Hvis du vil gennemføre et europæisk borgerinitiativ, skal du følge en række fastlagte trin. Et borgerinitiativs livscyklus kan vare adskillige måneder og endda flere år!
Det er vigtigt at forberede sig. For at gøre det nemmere for dig
- forklarer dette website, hvordan hele processen forløber
- giver forummet for det europæiske borgerinitiativ råd og vejledning om de juridiske og praktiske aspekter af forvaltningen af et initiativ, bl.a. om
- hvordan man udarbejder et borgerinitiativ
- hvordan man finder sammen med andre og opretter en initiativtagergruppe
- hvordan man indsamler underskrifter
Du skal også vide, at du som initiativtager gratis vil kunne bruge det centrale onlineindsamlingssystem, som Europa-Kommissionen har oprettet til at indsamle støttetilkendegivelser online. Indsamlingssystemet kan hurtigt oprettes til jeres borgerinitiativ og sikrer, at databeskyttelseslovgivningen overholdes.
Start dit borgerinitiativ
Når du har oprettet en initiativtagergruppe, og I har udarbejdet initiativet og indsamlet al den nødvendige information, skal I indsende en anmodning om registrering.
For at gøre dette skal repræsentanten for gruppen oprette en initiativtagerkonto med sin e-mailadresse (som vil være synlig på dette website, når initiativet er blevet registreret) og udfylde de obligatoriske felter.
Bemærk: Det første trin i oprettelsen af en initiativtagerkonto er oprettelsen af en EU Login-konto. Se på denne side, hvordan du knytter din mobiltelefon til din EU Login-konto for at sikre en stærk tofaktorautentificering.