EU's kompetenceområder
EU's beføjelser er defineret i EU-traktaterne (artikel 2-6 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde – TEUF).
Enekompetence | Delt kompetence | Kompetence til at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemslandenes tiltag | Kompetence til at træffe foranstaltninger for at sikre samordning af EU-landenes politik | |||
|
|
Juridisk bindende EU-retsakter på disse områder medfører ikke en harmonisering af nationale love og bestemmelser. |
EU-traktaten giver også EU beføjelse til at fastlægge og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik.
NB: Kommissionen har beføjelse til at fremsætte forslag til retsakter på de fleste af de politikområder, hvor EU kan handle. På visse af dem – f.eks. den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – kan Kommissionen dog ikke komme med forslag.
EU's beføjelser kan opdeles i tre kategorier:
- EU har enekompetence (artikel 3 i TEUF) (kun EU kan handle)
- EU og medlemslandene har delt kompetence (artikel 4 i TEUF) (medlemslandene kan kun handle, hvis EU har valgt ikke at gøre det)
- EU har kompetence til at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemslandenes tiltag (artikel 6 i TEUF) – på disse områder kan EU ikke vedtage juridisk bindende retsakter, som kræver, at medlemslandene harmoniserer deres love og bestemmelser.
"Delt kompetence" betyder, at både EU og medlemslandene kan vedtage juridisk bindende retsakter på det pågældende område.
Men medlemslandene kan kun udøve deres kompetence, i det omfang EU ikke har udøvet sin.
Nej. EU's juridisk bindende retsakter på disse områder kan ikke medføre harmonisering af nationale love eller bestemmelser.
Europa-Kommissionens beføjelser til at foreslå EU-retsakter
EU's retsakter er lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige retsakter, som vedtages af EU-institutionerne.
EU-institutionerne kan vedtage fem forskellige slags retsakter.
Juridisk bindende retsakter
- Forordninger
- Direktiver
- Afgørelser
Ikke-bindende retsakter
- Henstillinger
- Udtalelser
Læs mere i artikel 288 i TEUF.
Kommissionen fremsætter forslag til EU-retsakter. Forslaget skal vedtages af de lovgivende institutioner for at blive til lovgivning. Som regel vedtager Europa-Parlamentet og Rådet retsakterne i fællesskab. I visse tilfælde er det kun den ene institution.
Et borgerinitiativ opfordrer Kommissionen til at vedtage en retsakt. Hvis Kommissionen beslutter at fremsætte et forslag, skal det vedtages af de lovgivende institutioner for at blive til lovgivning.
Læs mere om EU's beslutningsproces i Sådan tages beslutningerne i EU.
Nej. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er f.eks. et af EU's kompetenceområder, men Kommissionen har ikke beføjelse til at fremsætte lovforslag på dette område.
- I alle de tilfælde hvor en EU-retsakt skal vedtages ved en almindelig eller særlig lovgivningsprocedure, hvis der ikke står noget andet i traktaterne,
OG
- i alle de tilfælde hvor traktaterne tydeligt angiver, at Kommissionen har ansvaret for at foreslå en retsakt.
Det er den sædvanlige beslutningsprocedure, der gælder på de fleste af EU's politikområder.
Den er også kendt som den fælles beslutningsprocedure, fordi Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab vedtager forordninger, direktiver og afgørelser (se artikel 294 i TEUF). Hverken Europa-Parlamentet eller Rådet kan vedtage retsakten på egen hånd.
Det er Kommissionen, der fremsætter forslag til retsakter for Europa-Parlamentet og Rådet.
Den særlige lovgivningsprocedure finder anvendelse i visse tilfælde, der er udtrykkeligt angivet i traktaterne. Den indebærer, at forordningen, direktivet eller afgørelsen vedtages af Europa-Parlamentet med deltagelse af Rådet eller af Rådet med deltagelse af Europa-Parlamentet (artikel 289, stk. 2, i TEUF).
Procedurerne er forskellige alt efter, hvilke forhold de vedrører.
Det er Kommissionen, der fremsætter forslag til retsakter for de lovgivende institutioner (Europa-Parlamentet og Rådet), undtagen når der står noget andet i traktaterne.
Ja. Traktaterne angiver, hvordan det foregår i de forskellige tilfælde.
Sådanne retsakter vedtages kun på grundlag af et forslag fra Kommissionen, når det er angivet i traktaterne.
Ovenstående er kun ment som en vejledning, der kan hjælpe eventuelle initiativtagere. Den forpligter ikke Europa-Kommissionen retligt. Den foregiver ikke at være udtømmende og indeholder ikke nogen fortolkning af traktaterne.
