Gå til hovedindholdet
Det europæiske borgerinitiativ

Stop Finning – Stop the trade (Stop finning – stop handelen)

 

Indsendelse og behandling

Borgerinitiativet Stop Finning – Stop the trade blev indsendt til Kommissionen den 11. januar 2023, efter at der var blevet indsamlet 1.119.996 verificerede underskrifter. Se pressemeddelelsen.

Initiativtagerne mødtes den 6. februar 2023 med Kommissionens næstformand med ansvar for værdier og gennemsigtighed, Věra Jourová, og kommissær med ansvar for miljø, hav og fiskeri, Virginijus Sinkevičius. Se pressemeddelelse og fotos.

Der blev gennemført en offentlig høring i Europa-Parlamentet den 27. marts 2023. Se optagelsen.

Borgerinitiativet blev drøftet på Europa-Parlamentets plenarmøde den 11. maj 2023. Se optagelsen.

Kommissionen vedtog den 5. juli 2023 en meddelelse med sit svar på borgerinitiativet Stop Finning – Stop the trade. Se pressemeddelelsen.

Europa-Kommissionens svar

Factsheet - Successful Initiatives - Stop Finning-Stop the trade
Factsheet - Successful Initiatives - Stop Finning-Stop the trade
dansk
(558.14 KB - PDF)
Download

 

Meddelelsens vigtigste konklusioner:

Kommissionen forpligter sig til:

● Straks at påbegynde det forberedende arbejde, så den inden udgangen af 2023 kan iværksætte en konsekvensanalyse af de miljømæssige, sociale og økonomiske konsekvenser af at anvende politikken om, at "finner skal sidde naturligt på kroppen", på EU's marked for hajprodukter, hvad enten det er inden for EU eller i forbindelse med international handel (import og eksport).

● Inden udgangen af 2024 at informere mere detaljeret om EU's import og eksport med det formål at forbedre statistikkerne over handel med hajprodukter.

● At forbedre håndhævelsen af EU's allerede stærke sporbarhedsforanstaltninger ved at forbedre håndhævelsen af den EU-lovgivning, der gælder for hele værdikæden – kontrol med fiskeri på havet, fuld sporbarhed for hajprodukter fra landing til forbruger, forbrugeroplysning og forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig handel – og sikre, at fiskerne og medlemslandenes myndigheder indsamler og indberetter fuldstændige og pålidelige informationer om alle disse aspekter.

● At optrappe EU's internationale indsats ved at slå til lyd for et verdensomspændende forbud mod finning af hajer og arbejde for en stærkere indsats for at bevare og forvalte bestanden af hajer, tilskynde til at mindske efterspørgslen efter hajfinner og bekæmpe ulovlig handel med hajfinner.

 

Den 13. juli 2023 mødtes kommissær Virginijus Sinkevičius med initiativtagerne til "Stop Finning – Stop the trade" for at drøfte Kommissionens svar på initiativet.

Opfølgning

I anden halvdel af 2023 begyndte Kommissionen arbejdet på en konsekvensanalyse af de miljømæssige, sociale og økonomiske konsekvenser af at anvende politikken om, at "finner skal sidde naturligt på kroppen", på EU's marked for hajprodukter, hvad enten det er inden for EU eller i forbindelse med international handel (import og eksport).

Den 22. februar 2024 offentliggjorde Kommissionen en indkaldelse af dokumentation med henblik på at indhente synspunkter og ekspertudsagn dels om de miljømæssige, sociale og økonomiske konsekvenser af et potentielt forbud mod salg i EU og mod international handel med løse hajfinner, dels om andre politiske muligheder for bedre at beskytte hajer og relaterede marine økosystemer. Indkaldelsen af dokumentation blev suppleret med en offentlig høring, der løber indtil den 4. juni 2024.  Læs mere på vores side om Stop Finning – Stop the trade.

Desuden arbejder Kommissionen på at sikre en bedre håndhævelse af de eksisterende regler. Dette vedrører bl.a. gennemførelsen af den reviderede EU-fiskerikontrolforordning og forordningen om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri), der trådte i kraft i januar 2024, og indførelsen af CITES-listerne over hajer. Kommissionen overvejer også yderligere tiltag, der er nødvendige for at sikre sporbarheden af hajprodukter i samarbejde med EU-landenes ekspertgrupper. Der blev afholdt et møde om dette emne den 1. marts 2024.  

På internationalt plan er Kommissionen i færd med at kontakte internationale partnere for bl.a. at opnå et verdensomspændende forbud mod finning og en reduktion af det globale hajforbrug. Siden efteråret 2023 er spørgsmålet om finning og bevarelse af hajer blevet rejst over for en række partnere, bl.a. i forbindelse med dialogen på højt plan med Kina, i bilaterale kontakter med japanske modparter og inden for rammerne af Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisationen (FAO). Hvad angår indsatsen i de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer har EU desuden i november 2023 arbejdet tæt sammen med USA og andre partnere ved det årlige møde i Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) for at samle støtte til et forslag om at vedtage politikken om, at "finner skal sidde naturligt på kroppen". Selv om der ved denne lejlighed ikke blev opnået den nødvendige konsensus, vil EU fortsat arbejde for at få indført politikken om, at finner skal sidde naturligt på kroppen, i ICCAT og andre regionale fiskeriforvaltningsorganisationer , hvor EU-flåden rapporterer om hajfangster, så man i sidste ende får gennemført et forbud mod finning på regionalt plan. 

 

Vil du lære nyt og samarbejde med andre?