Indsendelse og behandling
Borgerinitiativet End the Cage Age blev indsendt til Kommissionen den 2. oktober 2020, efter at der var blevet indsamlet 1 397 113 underskrifter. Se pressemeddelelsen.
Initiativtagerne mødtes den 30. oktober 2020 med Kommissionens næstformand med ansvar for værdier og gennemsigtighed, Věra Jourová, og kommissær med ansvar for sundhed og fødevaresikkerhed, Stella Kyriakides.
Der blev gennemført en offentlig høring i Europa-Parlamentet den 15. april 2021. Se pressemeddelelsen.
Borgerinitiativet blev drøftet på Europa-Parlamentets plenarmøde den 10. juni 2021. Europa-Parlamentet gav i sin beslutning den samme dag udtryk for sin støtte til initiativet. Se Europa-Parlamentets pressemeddelelse.
Den 30. juni 2021 vedtog Kommissionen en meddelelse om de initiativer, den agter at tage i forbindelse med End the Cage Age. Se pressemeddelelsen. og Spørgsmål og svar.
Europa-Kommissionens svar
Meddelelsens vigtigste konklusioner:
I sit svar på borgerinitiativet meddelte Kommissionen, at den inden udgangen af 2023 havde til hensigt at fremsætte et lovgivningsforslag om udfasning og i sidste ende forbud mod anvendelse af bure for alle de dyr, der er nævnt i borgerinitiativet, på betingelser, der skal fastlægges på grundlag af udtalelser fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og resultaterne af en konsekvensanalyse og en offentlig høring.
Sideløbende med lovgivningen og for at fremme en afbalanceret og økonomisk levedygtig overgang til burfrit landbrug vil Kommissionen søge efter specifikke støtteforanstaltninger på centrale beslægtede politikområder såsom handel, forskning og innovation. Den nye fælles landbrugspolitik vil navnlig yde økonomisk støtte og give incitamenter – bl.a. gennem det nye økoordningsinstrument – der skal hjælpe landbrugerne til at opgradere til mere dyrevenlige faciliteter i overensstemmelse med de nye standarder.
Opfølgning
I 2022 og 2023 offentliggjorde EFSA videnskabelige udtalelser om de velfærdsrisici, der er forbundet med bure for alle de dyrearter og -kategorier, der er omfattet af det europæiske borgerinitiativ (svin, æglæggende høner, forældredyr til slagtekyllinger, forældredyr til æglæggende høner, kalve, kaniner, ænder, gæs og vagtler). Der blev afholdt en offentlig høring fra den 15. oktober 2021 til den 21. januar 2022. Der blev iværksat en konsekvensanalyse med en indledende konsekvensanalyse, der blev offentliggjort i juli 2021, efterfulgt af en række høringer, bl.a. på EU's dyrevelfærdsplatform og i dens undergrupper.
Som led i jord til bord-strategien 2020 havde Kommissionen allerede givet udtryk for sin hensigt om at foreslå en revision af dyrevelfærdslovgivningen, bl.a. om transport og opdræt. Denne lovgivning blev underkastet en kvalitetskontrol, der blev afsluttet i september 2022. Resultaterne heraf blev præsenteret i et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene. Se yderligere oplysninger om revisionen og den dermed forbundne udvikling.
Kommissionen er i gang med nøje at vurdere vigtige aspekter i forbindelse med overgangen til burfrit landbrug for at sikre, at det er bæredygtigt for landbrugssektoren og for vores fødevaresystemer, også med hensyn til fødevaresikkerhed. Overgangen til burfrie systemer kræver tilpasning af flere forskellige landbrugsparametre – herunder at berige dyrenes miljø og give dem mere plads – for at sikre forhold, der er i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd. Der er behov for yderligere høringer om omkostningerne, om, hvad der vil være en passende overgangsperiode, og om de relevante foranstaltninger ved import. Med henblik på at sikre en passende balance mellem dyrevelfærd og socioøkonomiske virkninger vil udfasningen af bure skulle ledsages af andre dyrevelfærdsforanstaltninger på bedriftsniveau.
Som fastsat i visionen for landbrug og fødevarer fra den 19. februar 2025, der bygger på anbefalingerne fra den strategiske dialog om fremtiden for EU's landbrug, er Kommissionen i tæt dialog med landbrugerne, fødevarekæden og civilsamfundet. Kommissionen vil på dette grundlag fremsætte forslag om revision af EU's eksisterende dyrevelfærdslovgivning, herunder dens tilsagn om at udfase bure. Kommissionen vil også i overensstemmelse med internationale regler tilstræbe en stærkere tilpasning af dyrevelfærdsstandarderne på importerede dyr og fødevarer.
Som udmeldt i 2025-visionen for landbrug og fødevarer iværksatte Kommissionen en konsekvensanalyse med henblik på at revidere EU's lovgivning om velfærd på bedrifterne. I forlængelse af den indkaldelse af feedback, der blev iværksat den 18. juni 2025 (og afsluttet den 16. juli 2025), iværksatte Kommissionen den 19. september 2025 en offentlig høring, der var åben indtil den 12. december 2025. Se Kommissionens nyheder fra den 19. september 2025.
Yderligere opdateringer findes på den særlige webside.
